Fortsæt til hovedindholdet

Webtilgængelighed

Vejledningen er udarbejdet på baggrund af tidligere udsendte vejledninger fra Ribe Stift og Københavns Stift om hvilke forhold, menighedsråd skal være særligt opmærksomme på vedrørende reglerne om webtilgængelighed. 

20251204

1. Kravet om webtilgængelighed

Offentlige hjemmesider, det vil sige også folkekirkens hjemmesider, skal være tilgængelige for alle, også for svagtseende, blinde og andre med fysiske funktionsnedsættelser, hvad enten det er permanent eller midlertidigt.

Webtilgængelighedsloven trådte i kraft den 23. september 2020 og gælder for alle hjemmesider, der er oprettet før den 23. september 2018. Der skal som udgangspunkt ikke foretages ændringer på dokumenter og videoer, der er lagt på hjemmesiden før 23. september 2018. Det er jer som ejer af webstedet, der er ansvarlig for, at hjemmesiden lever op til kravet.

I loven er der både krav til teknik, form og indhold. Noget af det sørger jeres hjemmesideleverandør for, andet skal I selv tage jer af.

2. Få lavet en erklæring om tilgængelighed

Loven indebærer, at der skal være en erklæring på hjemmesiden, der beskriver, hvordan hjemmesiden opfylder kravene for webtilgængelighed. Jeres hjemmesideleverandør har sandsynligvis en skabelon for erklæringen.

Erklæringen skal laves i Digitaliseringsstyrelsens WAS-tool, som er styrelsens digitale løsning til dette. Det skal fremgå, hvem der ejer webstedet og har ansvaret, og i hvilken grad webstedet er tilgængeligt for brugere med funktionsnedsættelser. Hvis I ikke lever op til alle krav på alle sider og fx ikke optimerer ældre og meget lidt læste sider, skal I gøre opmærksom på det i tilgængelighedserklæringen. Se nederst hvordan I konkret kan udfylde erklæringen.

Du kan læse om WAS-tool og tilgængelighedserklæringen ved at klikke på dette link.

Som bruger skal man kunne finde jeres erklæring ved at tilføje ”/was” i slutningen af jeres forsides webadresse, fx www.korsbaekkirke.dk/was. Her skal I sørge for, at adressen peger videre til jeres erklæring, som skal ligge på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside. Det er også lovpligtigt at linke til erklæringen fra jeres forside, fx i bunden af siden, hvis det er muligt.

3. Sådan udfylder I en tilgængelighedserklæring

I denne tabel kan I se, hvilke spørgsmål I skal svare på i tilgængelighedserklæringen. Til højre i tabellen finder I et forslag til svar eller en forklaring til spørgsmålet.

4. Krav til hjemmesidens indhold

Der er desuden en række krav til indholdet, der skal opfyldes, så hjemmesiderne er anvendelige, forståelige og robuste og kan bruges af brugere med funktionsnedsættelser. 

Et par af kravene er, at:

  • Alle billeder skal have Alt-tekster.
  • Teksten skal formateres med de rigtige typer overskrifter.
  • Skriv en klar og tydelig overskrift.
  • Fortæl hvortil linket linker. 
  • Sørg for tydelige beskrivelser af video- eller audio-indhold.

Reglerne gælder også for sognets sociale medier, så videoer på Facebook og YouTube skal også tekstes. Der er værktøjer til tekstning på siderne. Der er en række krav, man som bruger ikke kan opfylde, men som administrator skal man stræbe efter at gøre sin Facebookside så tilgængelig som muligt.

I forhold til teknikken er de fleste hjemmesider i dag kodet til at kunne overholde loven for webtilgængelighed, men det er administratorernes ansvar at sikre, at man anvender de rigtige overskrifttyper, at der udfyldes ”alt-text” til billeder, og at dokumenter formateres rigtigt. Spørg jeres udbyder, om jeres hjemmeside opfylder kravene til kodning.

5. Opmærksomhedspunkter

Find spørgsmål og svar på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside: Spørgsmål og svar (Q&A).

6. Fordele ved at gøre sin hjemmeside tilgængelig

Der er fordele ved at gøre sin offentlige hjemmeside tilgængelig. Den største fordel er, at I vil opnå en bedre rangering på søgemaskinerne og en bedre brugeroplevelse.

  • Bedre overskrifter skaber mere trafik via Google.
  • Bedre link-tekster hjælper alle brugere.
  • Gode ”alt-text” til billeder hjælper søgemaskinernes robotter og skaber mere trafik.
  • Tekstede videoer kan ses med slukkede højttalere (sådan ser de fleste videoer på Facebook).
  • I får overblik over jeres hjemmeside og får slettet gammelt indhold, som ikke længere er aktuelt. Det får hjemmesiden til at virke mere opdateret.

7. Håndhævelse af webtilgængelighedsloven

Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med, om webtilgængelighedsloven overholdes. Private borgere, der oplever problemer med tilgængelighed på en hjemmeside, opfordres til først at kontakte det pågældende offentlige organ, før der rettes henvendelse til Digitaliseringsstyrelsen.

8. Her kan I hente hjælp

Der er hjælp at hente ved kontakt til Folkekirkens It eller Digitaliseringsstyrelsen. I er også velkommen til at kontaktet jeres lokale stift, som kan forklare jer, hvordan man udfylder tilgængelighedserklæringen og hvilke krav, der stilles til hjemmesiden.